MIDT I SKOVEN –TÆT PÅ STRANDEN
+45 5695 0784
Vandreture ved Hotel Skovly
Søerne ved Skovly
De 4 smukke søer ved Hotel Skovly skal opleves. Safirsøen ligger kun 250 meter fra Hotel Skovly.
De er alle fremkommet ved at mennesket har gravet efter kul eller ler. Safirsøen, Pyritsøen, Smaragdsøen og Rubinsøen.
En smuk vandretur på 6-15 km afhængig af hvor mange søer du besøger.
I receptionen kan du hente brochure på turen.
En lille film fra Safirsøen.
Rundtur ved Skovly
Gå over broen i Skovly's baghave - 75 meter mod stranden - tag den brede sti ind mod Rønne - gå til venstre mod Haslevej - igen mod venstre mod Kulvejen og find den hemmelige sti langs åen til Hotel Skovly - ned til Safirsøen - rundt om søen - af stien tilbage til Hotel Skovly...En smuk og skøn tur på 5 km.
I receptionen kan du få en lille brochure med kort over denne hyggelige vandretur.
Svartingedalen
En af vores egne favoritture i lokalområdet. Turen er gennem en skøn sprækkedal - ikke så lang - men bare skøn og meget bornholmsk....!
Sådan finder du dalen:
Kør til Kirkedalsvej 25 i Rutsker-hvor du kan parkere bag en maskinlænge.
Du kan også starte i den modsatte ende af dalen ved at parkere ved Simblegårdsvej 24.
Pissebækken
Danmarks 3. største vandfald - et hyggeligt vandfald. Parker ved Vang havn - gå langs havet til du hører Pissebækken - gå op af trapperne - gå gennem Finnedalen mod Hammershus og retur. En dejlig tur på 12 km.
Du kan med fordel købe en af de gode sandwich i kiosken ved Hammerhavn - medbringe den på turen og spise den med udsigt til Sverige.
Jernbanen Kleven
Den nedlagte jernbane (1913-1953) fra Rø til Klemensker er en oplevelse værd. Vandreturen tager dig via bunden af en sprækkedal gennem et helt vidunderlig stykke Bornholm.
Start din tur på Jernbanevej i Klemensker ved den nedlagte remise - og gå langs søer og klipper til Rø - tag en afstikker på vejen og oplev Rø plantage.
Turen fra Klemensker til Rø og retur er ca 15 km.
Storedalen
En smuk sprækkedal - hvor jernbanen Rønne-Allinge kørte.
Start din tur ved Solvej i Allinge og gå på den nedlagte jernbane. Tag trapperne ned i dalen og oplev den skønne natur og de rislende bække.
Din tur går op på jernbanen igen - ved "vejkrydset" går du via en markvej til det nedlagte stenbrud. Samme vej tilbage til dit udgangspunkt. Turen er på ca 3 km.
Blåskinsdalen
Fra kiosken ved Jons Kapel, går du langs marken ud mod havet.
På toppen, med udsigt over Østersøen går du til højre mod Blåskinsdalen. Dalen har fået sit navn pga de blå anemoner der blomstrer i foråret.
Når du kommer ud fra Blåskinsdalen, tager du markvejen til højre og du ender ved din startposition.
Turen er ca. 3 km.
Hammerknuden
Smukke 7 km i en hel utrolig natur - Hammerknuden rundt...!
Vi plejer at starte turen fra parkeringspladsen ved Sandvig strand - og så gå op mod fyrtårnet - og så ned mod Hammer Havn - for derefter at tage stigningen op til Opalsøen og "hjem" via Hammersøen.
Har du din vovse med, vil den elske denne tur.
Du må påregne et ujævnt terræn.